Begærets straf

Landskabet er opbygget i vandrette lag: nederst et snefelt, derover en næsten sort stribe af kargt krat, bagved den snedækkede bjergkæde, øverst en bleg himmel. Og på tværs af disse stive bånd svæver to kvinder, der ikke bæres af noget - deres løse, rødbrune hår trækker sig efter dem som røg og hænger fast i de mørke grene. Segantini maler her ikke en fortælling med begyndelse og slutning, men en tilstand: kulde, vægtløshed, en svæven mellem søvn og straf. Lyset forbliver dæmpet, farverne holder sig inden for gråt, beige og brudt hvidt, kun håret og hudfarverne sætter varme toner som kontrast. Ser man længere på billedet, opdager man til venstre i mørket en tredje, halvt opløst skikkelse - billedet afslører kun tøvende sine figurer.

På det satinerede lærred »Leonardo«, spændt op i formatet 68 x 39 cm uden ramme, får netop denne tilstand en håndgribelig side. Når blikket glider over den mørke stribe af krat, afsløres et finkornet relief: De mange korte streger, som Segantini har brugt til at skildre grenene, fremstår som let hævede prikker og tråde på lærredet, mens himlen ovenover forbliver flad og rolig. Ved billedets øverste kant ligger lærredets struktur åbenlyst frem under det lyse grå, og de ridsede bjergkamme virker næsten som om de er ridset ind i stedet for trykt. Motivet fortsætter rent rundt om kanterne af kilerammen, og snefeltet strækker sig videre ud til siden.

Således hænger billedet som et fladt legeme på væggen, uden glas, uden passepartout - og netop det klæder det, fordi intet kommer imellem øjet og lærredet. Det, man hænger fast ved, er de hårtynde, snoede tråde: De forbliver læselige helt til den sidste sløjfe, og man følger dem næsten uvilkårligt fra figurernes varme rødbrune farve over til de sorte grene.