Dette værk er udført uden glas, og det passer godt til en så jordnær dansescene: Lærredet ligger åbent foran øjet, og dets struktur kan mærkes helt ind i de mørkeste partier. I de sorte nederdele og jakker træder stoffets struktur frem, de røde klude ligger som tætte tryklag ovenpå - selv forlægets pastose penselstrøg kan stadig genkendes, for eksempel i de små farvepletter i broderierne. Det hele indrammes af Alia, en lige profil fra Woodland-serien med mørk ebentræsmønstring, der forbliver synlig i hjørnets skråsnit. Jeg kan godt lide netop denne kontrast: en så livlig scene i en så rolig, mørk indramning - dermed forbliver blikket rettet mod figurerne og deres farver.
Selve motivet er Carl Bantzers »Schwälmer Tanz« fra 1898: En kreds af dansere fylder billedfladen, mænd i mørke nederdele og pelshuer, kvinder i Schwalm-dragt med røde hætter, tunge nederdele og broderede skuldertørklæder. Bantzer maler ikke dette som et folkloristisk postkort, men som en bevægelsesstudie - de udstrakte arme, de sænkede hoveder og den hvirvlende nederkantskant nederst i billedet giver scenen en næsten fysisk sugekraft. Mellem de mørke figurer glimter cinnoberrødt, guld samt et par grønne og violette pletter; netop disse kraftige farver fremhæver det satinerede lærred »Leonardo« med en forbløffende rumlighed. Bantzer, en tysk maler fra slutningen af det 19. århundrede, der længe var tilknyttet malerkolonien Willingshausen, beskæftiger sig gang på gang med det landlige liv i Hessen. Med sine 68 x 39 cm afspejler det liggende format i øvrigt bredden af dansekransen - det, der står tilbage, er et stykke festkultur, hvor fællesskab og regional tradition er det egentlige tema.