Bitter appelsin (Citrus aurantium) med violet frugt af Pierre Joseph Redoute (1759-1840)

Ingen forventer en violet bitterappelsin. Netop derfor fanges blikket af den mørke frugt til højre, der skifter mellem grønne og violette nuancer, mens den modne pomerans til venstre lyser i en varm orange farve. Bladet viser Citrus aurantium i den sjældne variant Bigaradia violacea: en enkelt gren med blade, hvide og lyserøde blomster samt unge og modne frugter. Alt står frit på en lys baggrund, tydeligt mærket med pladenummer øverst og tosproget betegnelse nederst. Det er netop disse violette frugter, der tiltaler mig, fordi de straks gør den ellers meget klassiske botaniske illustration mere usædvanlig. Pierre-Joseph Redouté (1759-1840) betragtes som »blomsternes Rafael«. Han forenede botanisk nøjagtighed med en fin plantekunst og arbejdede blandt andet for Marie Antoinette og kejserinde Joséphine. Denne kombination af videnskab og ynde præger hele bladet: Hver eneste bladåre er korrekt, og alligevel virker intet tørt.

Værket er trykt på Leonardo, et satineret lærred, spændt op på en ramme, 35 x 45 cm, uden glas og uden passepartout. Det, der kendetegner dette værk, er farvesammenhængen mellem billedet og rammen. Sinead, en enkel profil med egetræsfiner, ligger farvemæssigt præcis mellem papirgrundens varme beige og de olivengrønne blade. Træet virker som en forlængelse af grenen i billedet - den samme naturlige nuance, blot en anelse kraftigere. Den køligere, violette frugt får derved større vægt; den er den eneste nuance, der ikke finder genklang i rammen, og netop det gør den til blikfanget. Også den modne frugts orange farve fremstår varmere ved siden af det lyse egetræ, end den nogensinde kunne gøre på en hvid baggrund. Et valg, hvor man mærker, at der er lagt omtanke i det. Den synlige åretegning i fineren smelter pænt sammen ved de skrå hjørner, ingen lak, ingen glans - rammen forbliver materiale, ligesom planten på billedet forbliver en plante. Motivet er for øvrigt udført spejlvendt i siderne. På tæt hold skinner den gamle stiktegningens punktstruktur igennem trykket, især i skyggerne på den modne frugt - det er denne detalje, jeg hver gang bliver hængende ved. Sådan sluttes cirklen: videnskabelig præcision i bladet, ubehandlet træ omkring det, og imellem det hele denne ene frugt, der farvemæssigt skiller sig ud fra mængden.