Poirier de Pollviller - i "" New Duhamel du Monceau eller afhandling om træer og buske, der dyrker i Frankrig"", figurer ifølge tegningerne af P.J. Redoute og P. Bessa, Paris

Mellem de mørke, fint takkede blade sidder en tæt klase af hvide blomster, hvis rødlige støvposer livliggør bladets rolige orden med mange små prikker; derunder træder pæregrenen næsten frem som en anden studieside fra den lyse baggrund med fem brunorangefarvede frugter, lange stilke og et enkelt blad, der åbner sig sideværtsåbner sig. Til venstre derfor står en halveret pære, et frø og en lille blomsterstudie, mens betegnelser og pladenummer afslører motivets videnskabelige formål. Samtidig har kompositionen en rolig balance: Blomster og løv samler sig øverst, frugterne tynger visuelt den nederste del, og det frie rum imellem gør hvert enkelt træk let at aflæse. Arket stammer fra »Nouveau Duhamel du Monceau«, en botanisk publikation om træer og buske, der dyrkes i Frankrig; forlægget efter Pierre-Joseph Redouté forener nøjagtig planteobservation med en komposition, der for længst ikke længere kun tjener til bestemmelse. Det, jeg især kan lide ved sådanne botaniske tavler, er, at de ikke har brug for en scene: Forskellene mellem blomst, frugt, kerne og blad bærer hele billedet.

I denne udførelse kommer Sinead tæt på billedfladen, uden passepartout og uden glas, så egetræsfineret direkte markerer overgangen fra den lyse plade til væggen; med en front på 15 millimeter og en dybde på 30 millimeter fremstår profilen smal set forfra, men får mærkbart mere fylde set fra siden. I det nederste højre hjørne bliver mit blik hængende: Der møder den vandrette åretegning på den nederste liste i en skarpt trukket diagonal det lodrette forløb på sidestykket, og den flugtende geringssamling fremhæver dette retningsskifte som et bevidst konstruktionsdetalje. Yderkanten løber lige, og et smalt indvendigt trin afgrænser lærredet pænt; der er ingen udsmykninger, og netop derfor virker det egeagtige udseende mindre strengt end en klassisk guldramme. Det passer godt her. Leonardo, det anvendte satinlærred, bærer reproduktionen i det håndterlige højformat på 35 × 45 centimeter, mens rammen med sin synlige træstruktur snarere får én til at tænke på plantemateriale end på salonpragt. På en lys væg fremstår Sinead som en tydelig kontur, men set fra en almindelig betragtningsafstand er det især den botaniske præcision i pæregrenene, der præger rummet - og denne nøgterne ro klæder værket særdeles godt.