I det grå

Der er tre centimeter hvidt mellem det farvede motiv og den sorte yderkant - en tydelig pause, inden blikket træder ind i det tætte væv af linjer, spidser og buede former. Også lærredet, der er indrammet med sort på siderne, er en del af denne afgrænsning, således at kompositionen allerede har sin egen afslutning, før Friedegarde omslutter den. På lærredet Leonardo med satineret overflade forbliver både de fine nuancer i det grå billedrum og Kandinskys grafiske linjer tydeligt læselige: Sort trækker sig i buer og skarpe diagonaler gennem fladen, rødt sætter tunge accenter, mens blå, lyserød, grøn og gullige partier blinker imellem. Wassily Kandinsky malede »I det grå« i 1919, på et tidspunkt, hvor frigørelsen fra det konkrete motiv i hans værk for længst var fuldført, og farve, form og rytme overtog den egentlige handling. Det grå fungerer på ingen måde blot som baggrund; det åbner et roligt, stedvis skyet rum, hvor formerne mødes, overlapper hinanden eller støder fra hinanden. Til venstre tætner begivenhederne sig til en næsten knudret formflok, til højre får enkelte figurer mere luft, uden dog at blive entydigt genstandslige, og gennem hele kompositionen løber en indre bevægelse, der nu engang minder om musik, nu engang om en uoverskuelig samtale.

Jeg finder netop den hvide kant ved dette motiv stærk, fordi den skaber et øjebliks afstand til formspillet og samtidig danner en synlig farveovergang mellem Kandinskys brudte grå og rammens dybe sort. I de øverste hjørner kan man tydeligt se, hvordan billedets kølige grå først møder det lyse lærredshvide og først derefter overgår til den mørke ramme, hvorved selv de blå og røde linjer tæt på kanten forbliver tydelige. Med sine 60 x 44 centimeter bevarer værket en overskuelig bredde, men den vandret placerede komposition kan udnytte sine mange bevægelsesretninger fuldt ud; lærredet er spændt på en kile-ramme, og der er ikke glas foran. Uden om leder Friedegarde en sort linje, der kun er 15 millimeter bred og 14 millimeter høj, lige og smal nok til ikke at konkurrere med Kandinskys former. Hendes sort står dog ikke uden sammenhæng ved siden af billedet, for den samme mørke farve dukker indvendigt op igen og igen som en kontur, som en trekant, som en bue eller som et kompakt areal i midten. I sidste ende står man tilbage med en modsætning, som man hænger fast i: Titlen »Im Grau« (I gråt) lyder som stilhed, mens selve billedet er fuldt af bevægelse og spænding.