I det grå

Der er intet centrum, der holder denne komposition sammen - i stedet driver røde kiler, blå buer og sorte linjebundter hen over en grågrøn baggrund, der bærer dem som grumset vand. Ser man længere på billedet, opdager man fortætninger: nederst til venstre et blåt felt med fine hvide tegn, i midten en sort form, hvorfra stregbundter vokser frem som græsstrå, til højre en stor rød runding med en blå bue. Wassily Kandinsky maler »Im Grau« i 1919 i Moskva, i de urolige år efter revolutionen, og billedet markerer en overgang: De frie, næsten musikalske former fra hans tid i München er der stadig, men de er allerede mere strengt og geometrisk ordnede - vejen mod Bauhaus, hvor han bliver ansat i 1922, tegner sig. Det grå er her ikke en stum baggrund, men den tone, der dæmper og binder al farverigheden sammen; billedet virker dermed mindre højlydt end meget af Kandinskys værker, snarere eftertænksomt og indadvendt.

Ved fremstillingen bærer det satiniserede lærred med navnet Leonardo motivet i størrelsen 60 x 44 cm, og rundt om forbliver der en smal stribe af det utrykte hvide stof. Netop denne lyse kant er afgørende for virkningen: Den adskiller Kandinskys dæmpede gråtoner fra den dybsorte, let afrundede ramme ved navn Friedegarde, således at det sorte aldrig støder direkte op mod billedets grå. Uden dette mellemrum ville rammen og baggrunden sandsynligvis forsvinde ind i hinanden; men således står de røde og blå former mellem to klare poler - hvidt indeni, sort udenpå. At netop en så smal sort kant giver et billede over det grå denne klarhed, anser jeg for at være den bedste beslutning i forbindelse med dette værk.