Mod den lyse væg står diptykonet som en sammenhængende gylden flade, der straks skaber orden i rummet omkring sig. Set fra nogle meters afstand dominerer guldet, men først når man kommer tættere på, opløses de to paneler i figurer - til venstre de knælende konger, til højre engleskaren i blåt. Med sine 66 x 48 cm hænger værket i en størrelse, der ligger mellem et andagtsbillede og et vægmaleri: stort nok til at gøre indtryk på afstand, lille nok til at betragte på tæt hold. Lena, en guldramme på blot 18 mm i bredden, indrammer lærredet med et slankt profil - og det synes jeg er godt her, for værket bærer jo allerede sin egen ornamenterede indre ramme i sig selv. Således opstår der to udtryk på væggen: udvendigt den glatte guldramme, indvendigt den krakelerede forgyldning på de historiske tavler. Deres krakelering og mangler videreføres af trykket på det satinerede lærred »Leonardo« helt ud i hjørnerne; det er faktisk ved disse revner, at blikket dvæler længst.
Wilton-diptykonet blev skabt omkring 1395 til 1399 som et bærbart andagtsbillede til kong Richard II af England; i dag hænger originalen i National Gallery i London. På den venstre tavle knæler den unge konge, bag ham står hans skytshelgener: Johannes Døberen med Lammet samt de helgenkårede konger Edward og Edmund. På det højre panel modtager Jomfru Maria med Jesusbarnet hyldesten, omgivet af elleve engle i strålende ultramarinblåt, som alle bærer Richards personlige emblem - den hvide hjort. Over scenen vajer banneret med Sankt Georgskorset. Billedet er dermed mere end blot fromhed: Det iscenesætter den guddommelige legitimering af herredømmet, et politisk program i form af et klapalter. Det fascinerer mig, at noget, der i dag virker så højtideligt og næsten monumentalt, oprindeligt var et privat billede, som kongen kunne tage med sig på rejser. Richard II knæler her ikke som hersker foran sine undersåtter, men som menneske foran himlen - og lader sig netop i det øjeblik betragte. Personlig andagt og repræsentation smelter sammen i dette værk.