Buket med valmuer Maleri af Odilon redon (1840-1916).

Røde valmueblomster dominerer den øverste del af buketten, indimellem hvide og lyserøde blomster, et strejf af gult, her og der kornblomstblåt - og alligevel virker intet af det påtrængende. Jeg finder det spændende, at dette stilleben med sine kraftige farver forbliver ret blødt og næsten drømmeagtigt, som om nogen havde malet blomsterne ud fra erindringen i stedet for fra bordet. Odilon Redon, født i 1840 i Frankrig, hører til symbolisterne; han forener nøje naturobservation med et poetisk, indadvendt billedunivers, og netop denne blanding bærer motivet. Blomsterne står i en enkel, lysegrå vase på en lyserødt tonet flade, bagved breder sig en olivenbrun baggrund, hvor stilke og græs kun antydes. Ingen botanisk oversigt, ingen saglig opremsning af arter - i stedet svævende farvepletter, der først med lidt afstand til valmuer, roser og nelliker falder på plads. Valmuerne sætter det stærkeste præg; deres sorte blomstercentre er det mørkeste i hele billedet. Alt andet forbliver dæmpet og jordnært. Redon maler her mindre en buket end en stemning, og det adskiller dette blomsterbillede fra de fleste af hans samtidige værker.

På den lyse væg udstråler det indrammede lærred en rolig, opretstående tilstedeværelse - det lodrette format strækker buketten, vasen står fast i den nederste tredjedel, og derover åbner den mørke baggrund sig som et rum i sig selv. Den smalle guldramme Noemi er kun få millimeter bredere end en finger; dens fine ornamentkant og den diskrete patinering giver billedet en klassisk afslutning uden at indsnævre blomsterne. En bred, tung guldramme ville kvæle dette motiv - denne her tegner blot en fin streg omkring farvefladen. Med sine 64 x 80 cm gør værket sig gældende selv fra flere meters afstand, men forbliver samtidig hyggeligt nok til rum, der ikke er museumsvægge. Motivet er trykt på et mat lærred, spændt op på en keilramme og med spejlvendte kanter i siderne - og netop den matte overflade viser sig her at være et klogt valg: Den understøtter blomsternes fløjlsagtige, drømmende virkning i stedet for at påtvinge dem en glans, som Redons malestil aldrig havde. Selv den ru, skyagtige baggrund bevarer således sin dybde, og vævet skinner kun svagt igennem i baggrundens brune farve. Når dagslyset falder skråt over fladen, forbliver trykket fuldstændig roligt - ingen spejling, ingen glimt, kun den gyldne kant fanger en smal lysstråle, mens blomsterne forbliver i deres egen, halvt virkelige, halvt drømte verden. Man fanger sig selv i at vende tilbage til de sorte valmuehjerner igen og igen - det er der, hele drømmen forankrer sig.