Buket med valmuer Maleri af Odilon redon (1840-1916).

Fra den lavt placerede vase strækker buketten sig opad i en løs, næsten cirkulær bevægelse; enkelte stilke forsvinder i den brunlig-grønne baggrund, mens blomsterne træder frem som spredte farveøer. Røde valmuer dominerer den øverste bue og udgør med deres mørke midterpunkter faste blikfang. Imellem dem står hvide, lyserøde og gule blomster, dels vidt åbne, dels stadig sammenfoldede. Deres former forbliver bløde, til tider kun antydet, som om de først opstod, mens man betragtede dem. Nederst indrammer en lys bordstribe den gråblå vase, men også her mangler der skarpe grænser. Redon arrangerer ikke stillebenet efter botanisk nøjagtighed: farve, erindring og fremtoning smelter sammen. Det er især de små blå indslag mellem valmuehovederne, man bliver hængende ved - de afkøler det dæmpede rødt og giver den frodige buket et eftertænksomt præg, uden at den mister sin fysiske tilstedeværelse.

I dette værk på lærred, »Salvador«, er det den matte stofoverflade, der i høj grad bestemmer, hvor nærværende billedet virker. Stoffet træder frem selv gennem de røde valmueblade og den gråbrune baggrund; især øverst til højre opdeler dets fine raster de tilsyneladende lukkede farveflader i mange små forhøjninger. Også de hvide og lyserøde blomster virker ikke glat trykt: Lyse lag ligger optisk oven på mørkere spor, mens enkelte violette streger står tilbage som efterfølgende penselstrøg. Man får lyst til at stryge over dem, selvom den synlige kornethed allerede afslører nok om teksturen. Uden glas forbliver denne overflade uforstyrret; derfor trækker Noemi blot en smal gylden kant rundt om det hele. Trykket har ikke et egentligt farverelief, men stoffet og tryklagene skaber på tæt hold en dybde, der selv overraskede mig, da jeg betragtede fotografierne. På den måde bevarer udførelsen frem for alt netop den famlende sameksistens mellem placering og korrektion, der får buketten til at fremstå levende i det øjeblik, den skabes.