Diner - Middag på rue Miromesnil, Caillebotte-familiens hjem (olie på lærred)

Et svagt lysskær spejler sig i de slebne glas. Rundt om forsvinder rummet i dybe brune og sorte nuancer. Gustave Caillebotte viser sin mor og sin bror René ved middagsbordet i familiens lejlighed i Rue Miromesnil i Paris. De to taler ikke med hinanden; hver er optaget af sin egen beskæftigelse, mens en tjenestepige står bag det dækkede bord. Karaffer, skåle og bestik udgør et tæt stilleben i forgrunden, og deres reflekser giver struktur til den mørke flade. To lyse gardiner åbner rummet mod baggrunden og giver kompositionen dens rytme, mens det røde tæppe til højre sætter et kraftigt præg. Caillebotte malede scenen i 1876. Han tilhører impressionisternes kreds, men søger ofte en strengere rumlig orden end mange af sine medkunstnere. Her interesserer han sig ikke for en samfundsmæssig begivenhed, men betragter den borgerlige hverdag i sit eget hjem. Det er netop den manglende handling, der fanger mig: Det er blot et fælles måltid, og alligevel opstår der et indtryk af et kort indblik i et privatliv, der næppe er bevidst om at blive iagttaget.

Dette værk hænger i formatet 69 x 48 cm på lærredet »Leonardo« med satineret overflade. Den lette glans spiller en overraskende vigtig rolle i dette mørke motiv. Over den store karaffel ved siden af Renés hånd ses en bred refleks, der forbliver blød og lader de trykte konturer nedenunder komme til syne. Heller ikke på den sorte dug ses der nogen skarpe lyspletter; i stedet breder der sig et mat skær over glas og tallerkener. Det passer til Caillebottes egen lysføring, uden at den dækkes af en ekstra glasplade. Afhængigt af betragtningsvinklen træder enkelte partier kortvarigt frem og synker derefter tilbage i det dybe mørke - netop dette skift giver liv til den ellers meget rolige scene. Ava indrammer lærredet direkte, uden passepartout. Den brede guldramme er opdelt i flere niveauer: På de buede flader samler lyset sig stærkere, mens det brydes i de smalle fordybninger. Set på tæt hold virker rammen derfor mindre glat, end det umiddelbart ser ud til ved et frontalt blik. Den synlige guldkant ved den indvendige afslutning tegner en klar grænse omkring billedet.

Over det røde tæppe forbliver den satinerede overflade næsten refleksfri; først ved karafferne midt på bordet tætner lyset sig igen til et lyst slør. Så i sidste ende er det netop det, der kendetegner billedet, der hænger fast i hukommelsen: en helt almindelig middag, som man betragter længere, end man egentlig burde.