Tre mørke kvindefigurer i baggrunden under en bleg, stadig kold morgensol højt og fjernt over dem; blandt de nøgne træer virker de små og fortabte. En fjerde ser ud til at nærme sig dem; to andre, der knap nok kan skimtes, bevæger sig længere tilbage langs den mudrede vej. Næsten intet tyder på foråret, som dog er til stede i titlen; kun nogle få spæde skud på de nøgne grene og den milepæl, der er rejst ved siden af stien, indikerer, at fasten er slut og de varmere måneder er begyndt.

Farveanvendelsen er yderst subtil; de fint svingende perlemorsfarvede toner på himlen står i kontrast til de dybe skygger og de unge træers skarpe silhuet; i den nederste del af billedet fanger og blødgør vejslammet i den varme brune farve den skarpe kontrast mellem lys og mørke; de lyse sjaler og mørke nederdele på to af figurerne giver et subtilt ekko af dette. Den eneste virkelig kraftige farve findes i solens stråling, som næsten rører toppen af billedet.

Maleriet er i sin enkelhed og reducerede farveholdning et klassisk eksempel på Caspar David Friedrichs og hans samtidiges værker; lignende, mere berømte værker som "Munken ved havet" er et godt eksempel. Det lodrette format, hvoraf næsten to tredjedele er optaget af den lyserøde himmel, understreger naturens sublimitet omkring menneskene, et topos typisk for den romantiske æra. Afbildningen af de menneskelige hovedpersoner i et bagudrettet billede inviterer os til at identificere os med dem som beskuere af landskabet; gennem deres enkle beklædning, deres ubevægelige kropsholdning og fraværet af næsten alle individuelle træk bliver de stedfortrædere for beskueren, en formidler, der etablerer en forbindelse med den storslåede natur, som er værkernes egentlige hovedtema. Det interessante er, at det i dette tilfælde er kvinder - det er ikke ualmindeligt, at de anonyme hovedpersoner i Caspar David Friedrichs malerier er mænd, som i det berømte "Vandrer over tågehavet".

---

Påskemorgen · Caspar David Friedrich
/ akg-images