En enkelt snedækket tinde, der rejser sig ud af tågen - dette billede er blevet dybt indgraveret i den kollektive bevidsthed i Schweiz. Men enhver, der tror, at schweizisk kunst er begrænset til den majestætiske skildring af alpelandskaber, undervurderer den kompleksitet og eksperimenterende glæde, der har udfoldet sig i ateliererne mellem Genèvesøen og Bodensøen. Schweiziske kunstnere har gentagne gange udforsket spørgsmålet om, hvad hjem, identitet og natur betyder - og skabt langt mere end blot postkortidyller. Den schweiziske kunsthistorie er et kalejdoskop af farver, former og ideer, som hele tiden samles på ny og afslører overraskende facetter igen og igen.



Et blik på akvarellen "Lake Lucerne" af Alexandre Calame er nok til at fornemme, i hvor høj grad naturen fungerede som inspirationskilde - og alligevel er det ikke den blotte afbildning, men samspillet mellem lys, atmosfære og stemning, der gør hans værker så specielle. Calame, en af romantikkens mestre, forstod at indfange skyernes drama og vandets glitren i delikate farvelag. Men mens han hyldede naturen, vovede andre som Ferdinand Hodler sig et skridt videre: Hodlers monumentale oliemalerier er kendetegnet ved en næsten mystisk symbolik, hvor mennesker og landskaber bliver lignelser for selve livet. Hans rytmiske kompositioner, der løber gennem billedet som bølger, er udtryk for en dyb indre bevægelse - og viser, hvordan schweizisk kunst altid er en søgen efter det væsentlige.



Schweiz åbnede sig for nye tendenser i det 20. århundrede. Paul Klee, født i Bern, blev en grænsegænger mellem fantasi og abstraktion. Hans gouacher og tegninger er som musikalske kompositioner, hvor linjerne danser, og farverne giver genlyd. Klee eksperimenterede med teknikker, materialer og visuelle sprog og lod sig inspirere af barndomsminder, drømme og fremmede kulturer. Hans værker afspejler åbenheden i Schweiz - et land, der geografisk ligger i hjertet af Europa, men som kunstnerisk altid har set ud over sine egne grænser. Fotografiet fandt også tidligt grobund her: Robert Frank, som voksede op i Zürich, revolutionerede synet på verden med sit kamera. Selv om hans berømte serie "The Americans" blev skabt i USA, er hans præcise, til tider melankolske syn på hverdagen forankret i den schweiziske følsomhed for nuancer og det uspektakulære.



Det, der gør schweizisk kunst så unik, er måske netop denne sammenstilling af tradition og innovation, af stilhed og nye begyndelser. I Giovanni Giacomettis tryk gløder farverne som nyfalden sne, mens Meret Oppenheims tegninger leger med surrealistiske elementer og udvisker grænserne mellem drøm og virkelighed. I schweizisk kunst møder vi gang på gang trangen til at sætte spørgsmålstegn ved det synlige og gøre det usynlige synligt - hvad enten det er i de fine linjer i en radering, i den dristige farvepåføring i et oliemaleri eller i den eksperimenterende leg med fotografi og collage. Schweiz, hvor lille det end ser ud på kortet, er et stort land fuld af overraskelser, når det gælder kunst, hvor tradition og avantgarde, natur og ideer, håndværk og visioner går op i en højere enhed. De, der begiver sig ud på denne rejse, vil ikke kun opdage billeder, men hele verdener - og måske også et stykke af sig selv.