Hvide linjer løber gennem en sort flade, som om nogen med en kniv havde skåret lys ud af mørket - og det er netop, hvad Matisse gjorde. »Pasiphaë« blev skabt i 1944 som en linoleumstryksillustration til Henry de Montherlants drama af samme navn, og teknikken vender tegningen på hovedet: Det er ikke linjen, der påføres, men derimod det, der omgiver den, der forbliver. En kvindefigur krøller sig sammen, hovedet hviler skråt på den bøjede arm, de lukkede øjne er blot to smalle buer, et armbånd er en kort dobbeltstreg. Ingen skygge, ingen modellering - alene konturen bærer kroppen, holdningen og en næsten søvnig ømhed. Matisse, der på det tidspunkt allerede var over 70 år og i dårligt helbred, reducerer her til det allermest væsentlige, og netop denne reduktion gør figuren så nærværende. Den mytologiske forlæg indeholder nok af drama, men selve billedet udstråler frem for alt ro: en indadvendt skikkelse, omgivet af dybt sort som af natten.
Værket er udført som et FineArt-foto i mat, og dette papir passer til motivet som intet andet: Det sorte fremstår fløjlsagtigt og fuldstændig refleksfrit, mens de hvide linjer træder frem med rene kanter. Når man kommer tæt på, opdager man en fin kornstruktur i den matte overflade - den giver trykket et grafisk præg, næsten karakteren af en originalgrafik, og blikket bliver faktisk hængende ved den. I den nederste kant ender arket i en uregelmæssigt revnet håndlavet kant, og til venstre for den sidder en lille nummerering, der ligner blyant; uden passepartout og uden glas hænger papiret frit i rammen, med synlig kant og en let skygge bagved. Rammen er af mærket Ernesta, et profil i ibenholt-look, hvis særlige egenskab man først bemærker fra siden: Den er markant højere end den er bred, så rammen rager ud fra væggen som en flad kasse og giver arket en mærkbar dybde. Skråkanterne passer præcist sammen, den mørke åretegning løber levende hen over siderne, og den smalle indvendige kant falder stejlt ned mod papiret. På en lys væg fremstår det hele som et objekt støbt i ét stykke - roligt nok til et soveværelse, markant nok til en gang, hvor man dagligt går forbi det.